Vi venter på Jesus

Det er Jesus Kristus, der gør hele forskellen, både i livet og i døden.

»Det er ikke det, jeg har udrettet, der gør, at jeg kommer i himlen, men det er på grund af det, Jesus har gjort for mig,« fortæller Louise Adrian, som efter 30 år som leder af Fangekoret nu har holdt sin sidste koncert. Ikke fordi hun føler sig færdig, men fordi hendes kræftsygdom nu kun giver hende kort tid tilbage at leve i. Hendes vidnesbyrd er fuldt af håb og taknemlighed og en fast tro på Guds løfter.

Louise Adrian venter frimodigt på det rige, som Gud vil give til enhver, som tror på ham, og dermed bekræfter hun også, hvad de to prædikener fortæller.

Uden frygt

Hanne Terp Legarth skriver om det kommende Guds rige og om ventetiden. Guds rige er en gave, som er givet, en arv, som er sikret. Deri ligger vores frimodighed og grunden til, at vi ikke behøver at frygte, understreger hun.

Og Hans Erik Bjærre skriver om at gå i Jesus’ fodspor og opleve, at det i virkeligheden er ham, der bærer os og virker sin kærlighed gennem os.

Reportagen fra teltmøderne i Harboøre understreger også, at det først og fremmest er budskabet om Jesus, der skaber begejstring og år efter år samler mennesker i alle aldre.

Det er nemlig ved at se på Jesus, at jeg får løftet mit blik op fra hverdagens besværligheder med sygdom og mørke, skriver Maria Legarth.

Impuls med på ferie

Dette nummer er det første af vores tre sommernumre, som på grund af ferie har færre sider og er uden de sædvanlige temasider. Men der er stadig meget godt at læse om.

For mange af jer læsere er det – ligesom for redaktionen – også ferie- og rejsetid, og magasinet er måske ikke fulgt med til ferieadressen. Men husk, at impuls altid er tilgængeligt på din mobil, din tablet eller din computer. I impulsappen og på hjemmesiden impulsonline.dk er det nyeste nummer tilgængeligt allerede torsdag før udgivelsesdagen. Har du endnu ikke aktiveret dit abonnement online, så er der hjælp at hente på imt.dk/app.

God sommer.

 


Seneste forord
Annoncer