Tusindvis har igen i år fået ladet de åndelige batterier op på en af sommerens mange bibelcampings. Den særlige ferieform, som kombinerer campingliv med forkyndelse, aktiviteter og gode samtaler i forteltene, bliver tilsyneladende ved med at tiltrække mennesker i alle aldersgrupper. Faktisk også en del af dem, som ikke er så vant til at færdes i IM-miljøet.
Forhåbentlig har de glade bibelcampister også husket at give et skulderklap til de hundredvis af frivillige græsrødder, som vælger at bruge en stor del af deres kostbare fritid og ferie på at påtage sig en tjeneste i forbindelse med bibelcamping. Det kan være som børneleder, praktisk medarbejder, musiker, forbeder eller en af de utallige andre opgaver. Uden dem var der ingen bibelcamping! Og meget af den nytænkning, som i disse år sker på bibelcampings, kommer netop fra græsrødderne.
Trak i arbejdstøjet
Det har de oplevet på Hjallerup Bibelcamping, hvor en gruppe unge sidste år gik i tænkeboks for at overveje, hvordan tilbuddet til unge kunne udvikles og udvides. De havde visionen, og de trak selv i arbejdstøjet, lagde adskillige timer i det, og campingledelsen gav dem lov til at tænke stort. Det har betydet en stor vækst i antallet af unge deltagere, mange nye tiltag og rigtig god respons, fortæller både initiativtagere og deltagere i reportagen fra IM’s nordligste bibelcamping.
Bibelen taler stort om at tjene. Faktisk vender den op og ned på alle rangordener, så tjeneren ikke længere er den nederste, men den øverste i hierarkiet. Det handler en af prædikenerne i dette nummer om. Som den ultimative tjener må Jesus være et forbillede for os, skriver sognepræst Jóannis Fonsdal.
Gud er med
Ikke desto mindre kan tjenesten sommetider føles overvældende. Sådan var det også for den unge Jeremias, som vi dette efterår skal møde gennem fem bibelstudier. Jeremias var meget ung, da Gud kaldte ham til at være profet, og han havde mange undskyldninger. Men Gud lovede at være med ham og lægge sine ord i hans mund.
Med det løfte er tjenesten ikke bare en opgave – det er en gave! Det er vicegeneralsekretær Peter Nord Hansens vidnesbyrd i hans sidste IM-leder, inden han går på pension: »Det er rigt, og det er en gave at have et arbejdsfællesskab som Indre Mission, hvor vi alle med hver vores evner og nådegaver arbejder sammen for at lede mennesker til Jesus.«
Læs impuls nr. 16 / 2024