Frisk luft til hjerter og missionshuse

Et nytår giver carte blanche for ambitioner, og herfra skal derfor lyde en opfordring til at justere dørene.

Hvor rummelige er vi egentlig som kirker, fællesskaber og individer?

Spørger man rundt i landet, vil svaret nok tit lyde »ikke rummelige nok«, og Michael Agerbo Mørchs tilbageblik på 2025 viser da også, at Indre Mission både er og tør at være på kant med samfundet.

Som da vicegeneralsekretær Frede Ruby Østergård på Folkemødet i juni debatterede syn på homoseksualitet med sin gamle værelseskammerat fra efterskolen Sune Æbelø.

En respektfyldt debat at forstå, der dog også viser, at Indre Mission tør at stå i opposition til herskende samfundsnormer.

Eller når debatten om en fremtidig dåbspraksis i Folkekirken risikerer at få dåbens teologiske fundament til at skride.

Så råber Indre Mission vagt i gevær, og det skal missionsbevægelsen blive ved med.

Av min mave

Kærkomment er det dog samtidig at begynde 2026 med et opråb fra Miriam Lund Sørensen, der efter en vild ungdom vendte tilbage til troen.

Absolut glædeligt, men med til historien hører, at de fordømmende blikke tilsyneladende rammer oftere fra kristnes øjne end fra ikke-kristnes.

Det er hendes oplevelse fra en beslægtet missionsforening, og selv om åbenheden over årene har udviklet sig positivt i Indre Mission, rammer hun vist stadig noget. I hvert fald hos undertegnede. Det gør ondt indeni.

Bolden – ikke manden

Med et udtryk fra fodboldens verden kan jeg derfor kun opfordre til at gå efter bolden og ikke manden. Også når attituden hos modparten kan virke både fremmed og ubehagelig.

Det er trods alt lettere at give hånd bagefter, hvis man ikke har jordet modstanderen.

Eller når modstanderen helt har forladt banen og skiftet fra missionshuset til et andet hold – for at blive i terminologien.

Der er plads til større åbenhed for vores medmennesker, for vores undergrund er solid, og så længe Indre Mission og de andre på holdet husker at pleje fundamentet, kan huset holde til meget – og ryger der så en rude eller to undervejs, kan de udskiftes.

Måske kan 2026 være året, hvor vi åbner dørene mere til både hjerter og missionshuse.

Frisk luft er jo sundt.

Godt nytår til jer alle.

Læs impuls nr. 1


Seneste forord
Annoncer