Det kristne liv begynder med dåben, som er Guds velkomst til livet og hans indbydelse til et liv omgivet af hans nåde og skaberglæde. Sådan kunne hovedindholdet af denne udgave af impuls godt sammenfattes i en enkelt sætning.
I fængslet i Filippi sad Paulus og Silas, som på grund af uretfærdighed, mishandling og forfølgelse havde god grund til at være bitre og kyniske. I stedet valgte de at synge og lovprise Gud. Ikke fordi de ikke tog deres situation alvorlig, men fordi de grundlæggende var frie. De stod i en højere magts tjeneste. De var forbundet med ham, som skaber lovsang og sender i mission. Det fortæller Anders Bjerregaard om.
Det er den samme Gud, som har skabt os i sit billede og dermed videregivet sin kreativitet og skabertrang til mennesker. Dette var temaet for konferencen FRYD, hvor kristne kunstnere fra hele landet mødtes for at dele skaberglæde, tro og fællesskab med hinanden.
»Det er ret sjældent med et sted, hvor man både kan dele tro og håndværk,« fortæller en modedesigner, som deltog på konferencen.
Den største gave
Det hele begynder i dåben, fortæller Malene og Christoffer, der håber, at deres lille søn en dag vil pakke den gave ud, som han har fået i dåben.
For Rasmus Pedersen gik der mange år, før dåbsgaven blev pakket ud, men nu oplever han til gengæld, at den folder sig ud og forandrer hans liv. Det er ikke noget, han selv har besluttet, men derimod hans oplevelse af at være elsket fuldt ud.
Det giver også god mening for Sprint Aagaard Korsholm, som selv har oplevet noget af det samme.
»Jeg var død af åndelig underernæring,« fortæller han om de mange år, der gik, inden han blev »genoplivet« og begyndte at leve som et barn af Gud.
Han forklarer også, at den aktuelle debat om et nyt dåbsritual rører ved kirkens hjerteblod: Er jeg født som synder eller ej? Er der en evig fortabelse på spil eller ej?
Vores eneste håb
Spørgsmålene udfordrer os, ligesom Jesus udfordrede de religiøse ledere, som fik at vide, at menneskelig status, respekt og anerkendelse ikke rækker i Guds øjne. Til ham kan vi kun komme med vores hjælpeløshed og fattigdom. Vores håb er alene den gratis gave, som dåben giver os.