Om det gælder madklubber, samvær i missionshuset, træningstid i løbeklubben eller øvetimer i kirkekoret: Vi har det med at søge og skabe fællesskaber, og fællesskaberne former os.
De skaber sprog, vaner, glæder og loyaliteter, og med tiden bliver de til kultur. Det gælder også kristne fællesskaber.
Vores tro antager form, når vi er sammen med andre mennesker, og over tid skaber det kultur – og steder at høre til. Det er både godt og sundt.
Identitet og livsrytme
Om man så kan fascineres af fodbold, som impuls denne gang har vovet at skrive om, eller man blot ser det som 22 »tossers« jagt efter den samme bold, må man anerkende, at fodbold og fankultur går hånd i hånd.
Fodbold er identitet, ritualer og relationer – ja for nogle sågar livsrytme. Stærk kultur vidner om menneskers længsel efter at høre til og være en del af noget større.
Som kristne behøver vi ikke at stå uden for de kulturer, der omgiver os. Der er helt sikkert kulturer, vi skal omgås med forsigtighed, eller som nogle måske kaldes specifikt til at virke i, men vi skal jo også huske at være lys i verden, og vi kan skinne nok så fint i kirken, men hvad hjælper det, hvis alle andre er fløjet til Thailand eller taget i Tivoli.
Lev med hinanden
Det handler ikke om at gøre vold på os selv og tvinge interesser ned i halsen. Ofte skal vi bare være til stede i det, vi har lyst til. Dyrke det, vi glædes over. Engagere os i det, der trækker i opmærksomheden. For måske opstår der venskaber dér. Måske samtaler. Og måske mere end det. For eksempel åbne samtaler om tro.
For måske er det netop sådan, troen bliver til at forstå for vores medmennesker, når de frem for store ord ser troen udlevet gennem dig og mig på fitnessholdet, i biavlerforeningen eller i den faglige klub på arbejdet.





























































