Der er rigeligt at være bekymret for. Og det har der altid været. Også af den slags, som vi ikke kan gøre ret meget ved. For eksempel sygdom, ulykker eller kriser. Og i dag ikke mindst de omsiggribende klimaforandringer. For nogle udløser det angst – en konkret angst for en fremtid ude af kontrol.
Jesus kendte også til angst. Faktisk var han rædselsslagen for det, som han vidste ville møde ham i Jerusalem i påsken. Og hans trøst var den samme, som han rækker videre til os: Gud har styr på det. Gud har en plan. Det gælder både på det personlige plan: Gud har en plan med dig. Og det gælder på det mere universelle plan: Gud har en plan for verden.
Guds plan handler om at genskabe alle ting. Den handler om at genføde dig og mig fra død til et liv uden synd, lidelse og angst. Og den handler om, at også hele jorden skal genfødes og bringes tilbage til den harmoni og fred, som herskede ved skabelsens begyndelse, fortæller Kasper Bergholt.
Brug for en hyrde
Når Jesus forkynder sin hjælp og frelse, så sammenligner han os med hjælpeløse får, som har brug for en hyrde. En, der kan beskytte os, give os sikkerhed og tryghed. Og han tilbyder os sig selv som den hyrde, vi har brug for. Det fortæller Filip Torp Kildeholm i sin prædiken.
Jakob Olesens prædiken understreger det samme: »Ordene om ikke at frygte siger Jesus ikke, fordi der ikke er noget at frygte, men når han er i livet og verden med os og for os, må selv frygten finde sig i at miste noget af sin styrke og magt.«
Med denne tro på Gud må vi også møde de bekymringer, vi har for klimaforandringerne.
Bæredygtig dannelse
Heidi Koldtoft Engedal forklarer, at fordi der faktisk er noget at være bange for, så er målet ikke at få angsten til at forsvinde, men at lære at leve med den. Og det gør vi ved dels at stole på Gud og dels at gøre det, vi hver især kan.
Her handler det mindre om, hvad der nytter, og mere om at kunne handle og leve ansvarligt. Og at stole på ham, som har verden i sin hånd.
Bibelskolelærer Karla Brixen kalder det bæredygtig dannelse og mener, at det går hånd i hånd med bibelkundskab og troslære: »Selvom vi falder, så er der én, som rejser os op igen.«
Læs impuls nr. 7 / 2024