De steder, hvor lokale IM-fællesskaber oplever vækst og tilgang, er det ofte gennem aktiviteter, som har fællesskab og relationer som omdrejningspunkt.
I Gludsted er formanden for landsbyforeningen glad for det nyindviede missionshus, som præsenterer sig som et samlingspunkt for hele byen side om side med kirken, købmanden og skolen. Et spisefælleskab er en af de aktiviteter, som rækker ud til byens familier og åbner dørene til missionshuset.
Helt forandret
I Hjørring har en café i missionshuset budt mange nye mennesker indenfor. En af dem er Bjørn Simonsen, som tidligere havde et billede af IM som et lidt mørkt og lukket fællesskab, men det blev hurtigt udfordret og er nu helt forandret, fortæller han.
Men forandring kræver mod, fortæller evangelist Robert Svendsen, som beskriver, hvordan også frivillige medarbejdere i IM’s SnakTro-team kan være usikre på, om de skal sige, at de kommer fra Indre Mission. Fordomme bor nemlig ikke kun udenfor, men også indenfor bevægelsen, hvor glæden og taknemligheden hurtigt kan overskygges af frygten for andres dom og afvisning.
Erfaringerne viser dog, at de gode relationer åbner døre, og at mennesker gerne tager imod en invitation, når den gives kærligt og ærligt.
Stolthed og tålmodighed
Derfor handler fremtiden ikke kun om at forsvare sig mod fordomme, men om at skabe nye fortællinger – med ord og i handling. Fortællinger og oplevelser, der forbinder indremissionsk med varme, omsorg og gæstfrihed.
At ændre fastgroede fortællinger kræver trofasthed og tålmodighed, og det forudsætter, at vi tør være stolte af, hvem vi er, og hvad vi tror på. Forandring sker ikke med et foredrag, på en uge eller med en avisannonce. Det tager tid – ikke mindst fordi det også kræver, at vi selv ændrer os.
Nikolaj Hartung Kjærby skriver i sin prædiken: »Gud har lagt planer om lykke – men det kan godt være, at det kommer til at tage lang tid, inden det sker.« Imens skal vi både bede og arbejde.
