Adfærdseksperten Morten Münster skrev for nylig, at hvis vi altid oplever at have travlt, så er det ikke midlertidig travlhed – så er det bare sådan, vi lever. Enten må vi gøre noget ved det, eller også må vi indrete os med, at det er okay.
I dette impuls møder vi nogle familier, som lærer os noget vigtigt om travlhed – og om taknemlighed, rummelighed og hvile.
Ro midt i kaos
Tanja og Morten fortæller, hvordan troen og kirkefællesskabet har givet deres hverdag et nyt tyngdepunkt. »Jeg tænkte, at her var jeg okay. Der var plads til mig og os,« siger Tanja. I kirken fandt de et rum, hvor de kunne hvile og blive set – og nu ønsker de at give noget af det videre, de selv har fået.
For familien Pedersen med ti børn er roen en realitet midt i kaos. »Selvom ti børn måske ikke rimer på ro, så har vi alligevel mere ro i hverdagen end mange andre,« fortæller Miriam. For hende og manden Thomas handler det om at leve i tillid til, at Gud sørger for det nødvendige – og om at se både børnene og hverdagens travlhed som en velsignelse, ikke som en byrde.
Kærligheden vokser
Steen Palmqvist beskriver storfamilien som et laboratorium for livets vigtigste dyder: »Man lærer at tage hensyn, bære over, tilgive og udsæte egne laboratorium for livets vigtigste dyder: »Man lærer at tage hensyn, bære over, tilgive og udsæte egne behov. Derfor udvikler man sig til rummelige og tolerante mennesker.« I et fællesskab, hvor mange skal deles om opmærksomheden, lærer man nemlig, at kærlighed ikke bliver mindre af at blive delt – den vokser.
Sognepræst Jakob Olesen minder os om, at »Gud har ikke bedt dig om at have travlt, men om at være sit skaberværk nær.« Travlheden kan snige sig ind, også i det kristne liv, men Jesus kalder os til pauser – til at sæte os ned i hans nærhed og hvile.
Bæres til Jesus
Og når vi bærer hinanden – som i fortællingen om den lamme, der måte »bæres til Jesus« – minder vi hinanden om, at ingen behøver at klare livet alene. Vi må både bære og lade os bære.
Og så løfer Henrik Arendt Laursen blikket mod »katedralen på bjerget« – saligprisningerne – hvor vi på en særlig måde træder ind i Jesus’ verden og bliver favnet – både som travle og træte. I hans nærvær bliver vi små og store på én gang: små i vores afmagt, store i hans nåde.
Taknemlighed og hvile begynder dér, hvor vi slipper behovet for at nå alt og i stedet lader os favne af Gud.
God læselyst!
