Det der er større end os

Vi er skabt til at spille i hold og har brug for hinanden som ærlige forbilleder og medvandrere. Især når livet er svært.

Vi skaber ikke os selv, og vores værdi er ikke afhængig af, hvor godt vi lykkes med det, vi vil. Det er en lektie, som alle mennesker til alle tider har haft brug for at lære. Men i dag ser det ud til at være sværere end nogensinde. Ikke mindst, fordi vi ofte spejler os i forbilleder, som vi ikke kender, og som ikke er autentiske. En perfekthedskultur, som de sociale medier har trukket ned over os.

Livet som det er

Peter Kofoed Herbst er vokset op mellem perfekthedskulturen og janteloven, som på hver sin måde fortæller, at vi ikke lykkes, og at vi alle kommer til kort. Han peger i den forbindelse på, hvor vigtige de gode forbilleder er for alle mennesker. Vi er et hold, som skal spille hinanden gode. Vi har brug for at spejle os i ægte mennesker, der lever livet, som det er. Ikke idoler.

Når kong Frederik siger, at han har brug for det, der er større end os, så er han ganske enkelt et godt forbillede. Et af de forbilleder, som ikke peger på sig selv, men indrømmer sine svagheder og begrænsninger. Som har brug for hjælp. At han også virker lidt uklar og famlende omkring sin tro, gør ham blot endnu mere autentisk og ægte.

Altid i Guds hænder

Lea Birkmose Andersen havde høje standarder som ny mor, men blev ramt af selvbebrejdelser og bekymringer over ikke at lykkes. Det blev evangeliets budskab om tilgivelse og hvile, som befriede hende fra hendes fortvivlelser. Budskabet om, at både hun og hendes børn er i Guds hænder – uanset hvor godt hun selv lykkes.

Også når vi faktisk lykkes og har succes, er der brug for at vide, at vores værdi kommer et andet sted fra. Anette Hoffmann var en succesrig håndboldspiller og blev på den måde et sportsligt forbillede for mange. Men hendes tro på Gud var også med på håndboldbanen, hvor hun mindede sig selv om, at hendes afhængighed af Jesus var vigtigere end kampens resultat. Det blev hendes enkle vidnesbyrd, og det ledte til mange gode samtaler om det, der er større end os.

Som et sennepskorn

Selv troen på Gud er herlig fri for præstationer og perfekthed. Her handler det alene om at erkende sin afhængighed af Gud og sit behov for hans hjælp. Det handler om en tro så lille som et sennepskorn. Som det lyder i prædikenen til næste søndag: Evangeliet taler ikke om, hvad vi skal gøre og være, men om, hvad Jesus har gjort for os.

God søndag.

Læs impuls nr. 2


Seneste forord
Annoncer