Vi hører i øjeblikket en del om mennesker, der tropper op i kirker og missionshuse og vil vide mere om Jesus, uden at nogen af de vante brugere kan forklare, hvor de nye kommer fra.
Gud rører tilsyneladende mennesker, uden at en missionær eller sognepræst er involveret, men den stille vækkelse, som fænomenet benævnes, rejser også spørgsmålet: Hvordan tager vi imod de nye i troen – eller dem, der måske blot er på vej til at tro?
De er ikke nødvendigvis færdigpudsede resultater af omvendelse. Måske bander de. Måske taler de for højt. Eller stiller spørgsmål, der får gammelkristne til at krympe sig. Deres sprog, vaner og livsmønstre passer kort sagt ikke umiddelbart ind i vores uskrevne regler.
Klar tale i Bibelen
Vi bringer denne gang et interview med Jeppe Holmgaard, der mener, vi skal vænne os til flere bandeord. Og det er ikke en opfordring til at dyrke det grove sprog, men et vink om, at vi ellers er afsløret som fællesskaber, der ikke har for god plads til mennesker.
Synspunktet provokerer mig, for faren er jo åbenlyst, at vi over tid ser skred i kirkens tolerance over for sprog og adfærd, der direkte strider imod forkyndelsen.
Bibelen er klar, når det kommer til grim tale, og det støder os forhåbentlig også, når vi hører bandeord, for det er ikke af Gud, som har taget bolig i os.
Plads til os syndere
Men jeg forstår samtidig Jeppe Holmgaards pointe, for det er et problem, hvis vores kristne fællesskaber er så pæne og ordentlige på forsiden, at det i sig selv jager mennesker væk.
Og jeg skal ærligt talt være den sidste til at kaste med sten, for jeg kender bagsiden af min egen medalje, og den har både ridser og skrammer efter de skældsord, som jeg må erkende, indimellem er på mit repertoire.
Vækkelse er ikke meget værd, hvis mennesker ikke bliver i troen, og støder vi mennesker bort med vores pænhed, må vi lægge den lidt til side og give plads. Ikke til synden, men til synderen. Der er jo trods alt også plads til dig og mig.
