Giv det videre

Kristne er et privilegeret folk, som er kaldet til at være et ekko af Guds kærlighed.

Weekendens ECHO sluttede af med en stærk opfordring til at overveje, hvordan vi hver især kan være et ekko af Guds kærlighed. Og hvem vi særlig vil være dette ekko overfor.

Gennem hele konferencen mødte vi på alle tænkelige måder Guds kærlighed i forkyndelse, undervisning, lovsang, fællesskab og lækre rammer. Vi blev opmuntrede, udrustede og klædt på, og vi blev kaldet til at række kærligheden videre i ord og handling.

Et anderledes folk

ECHO understregede for os, at vi som kristne er et anderledes folk. Vi er privilegerede. Vi henter vores tryghed og vores håb hos Gud. Vi er befriet fra tidens og samfundets standarder for succes og lykke. Vi har det hele i Jesus. Det er det, vi skal række videre.

Niels Jørn Fogh understreger også, at vi ikke skal tilpasse os tidens kultur og ikke være bange for, hvad andre mennesker tænker. Sommetider skal vi danne modkultur.

Kulturen er summen af de normer og værdier, som omgiver os. Den er ligesom den luft og de lugte, vi indånder. Vi vænner os hurtigt til det. Ligesom MeToo afslørede, hvordan vi let vænner os til en undertrykkende og usund kultur.

Åndens frugter er modkultur

Når vi som kristne går op imod den herskende kultur, så henter vi modkulturen ud af Åndens frugter, som de f.eks. nævnes i Galaterbrevet: Det er bl.a. glæde, tålmodighed, trofasthed og selvbeherskelse. Det er pejlemærker og rettesnore, som vi skal øve os i at følge.

En af Bibelens øvelsesmetoder er fasten. Flemming Baatz Kristensen forklarer, at der er mange måder at faste på, men at den altid handler om at give mere plads til Jesus. Til andre. Og til andet end os selv.

Det falske ekko

Sommetider lykkes det os kristne at sprede et falsk ekko. Det skete også for nogle af disciplene, da de kom op at toppes om, hvem der mon var størst i Guds rige.

Hanne Terp Legarth peger på, at Jesus bruger en anden målestok end vi mennesker. Og den skal vi også lære at bruge.

»Jeg er iblandt jer som den, der tjener,« siger Jesus i prædiketeksten. Han gør op med vores jagen efter succes og anerkendelse. Og han gik selv forrest.

Men også vores forsøg på at tage friheden til os og efterligne Jesus mislykkes ofte. Og så må vi trøste os med, at selv den mindst vellykkede tro åbner døren til Guds rige.

Glædelig søndag.

Læs impuls nr. 3


Seneste forord
Annoncer