Sommertid er frivilligtid

Frivillige og volontører løser ikke kun vigtige opgaver, men flytter også de frivillige selv.

Frivillige er ikke blot en ekstra billig arbejdskraft. Frivillige løser ofte opgaver, som ansatte medarbejdere ikke kan klare på samme måde. At være ansat med løn og at være frivillig uden løn giver to forskellige tilgange til opgaverne, og giver også to forskellige indgange hos de mennesker, man rækker ud til. Det er noget andet at blive mødt af en frivillig hjælper end af en professionel medarbejder. Måske ikke i kvaliteten af arbejdet, men i oplevelsen af relationen. Derfor kan frivilligt arbejde ikke altid erstattes af lønnet arbejdskraft. Og derfor er frivilliges indsats afgørende vigtig, ikke mindst hvor det handler om at opbygge relationer.

I øjenhøjde

En volontør er på mange måder en frivillig på fuld tid – blot med lommepenge. Volontørerne har derfor også en særlig indgang, fortæller Per Møller Henriksen. De møder mennesker i øjenhøjde og uden professionel distance og er derfor en uundværlig del af det kristne arbejde. De går samtidig til opgaverne med et skud energi og en inspiration, som også garvede medarbejdere nyder godt af, tilføjer Jens Medom Madsen.

Selvom volontørerne og andre frivillige typisk er ansat til at løse bestemte opgaver, så gør arbejdet også en hel masse ved dem selv.

Jeg betyder noget, jeg gør en forskel. Det opdagede Karl Gustav Gjørup-Olesen hos Internationalt Kristent Center, hvor han siden årsskiftet har været volontør. Samtidig har volontørtiden givet ham nye indsigter og hjulpet ham til finde ud af, hvad han selv mener. Det er meget udviklende, forklarer han.

En personlig rejse

Det er lidt den samme historie en række andre volontører fortæller: »Jeg er blevet klogere på mig selv.« »Det har været en personlig rejse.« »Det har givet mig bedre forståelse.« »Mine grænser har rykket sig.« Alt sammen noget, der viser, at frivillig-tjenesterne typisk er en win-win situation.

Noget tyder på, at det også er, hvad de har oplevet på musiklejren på Frøstruphave Efterskole, et meget populært arrangement, som ville være helt umuligt at gennemføre uden massiv frivillig indsats.

Fortællingen om Jesus' møde med Zakæus er i øvrigt også en fortælling om nærhed og om at møde mennesker i øjenhøjde. Sådan læser Merete Bandak prædiketeksten. Og faktisk var Jesus vel også den mest frivillige af alle frivillige!

Læs impuls nr. 14


Seneste forord
Annoncer