I den stærke og smukke danske film Resten af livet møder vi en lille sønderjysk familie, der oplever, hvordan sorgen over døden river dem fra hinanden. De kan ikke finde ud af at tale sammen om de følelser, de hver for sig kæmper med.
Vi kristne bilder os ofte ind, at det er vi bedre til. Vi tror jo på, at døden er overvundet, og at håbet om det evige liv trumfer alle andre følelser, når vi mister en af vores kære. Men i virkeligheden kan troen sommetider gøre det sværere at håndtere følelserne.
Svært at håndtere afmagten
I dag er jeg nok kristen på trods af det kristne fællesskab, fortæller Simon Marqvarsen. Da han mistede sin lillebror, oplevede han, at der ikke rigtig var plads til vreden og smerten blandt de kristne, som havde svært ved at forholde sig til afmagten og uretfærdigheden.
Vi taler helst om den fredfyldte, trygge og glade tro, men den frustrerede og forvirrede tro kan også være en sund tro. Måske den eneste tro, der holder i krisetid. Det fortæller Jakob Søe Esmarch, der mistede sin 11-årige søn og oplevede, at hans billede af den altid beskyttende Gud gik i stykker. Her ni år senere forstår han stadig ikke Gud.
Det er den slags tanker og følelser, vi også skal kunne dele med hinanden. Fordi det er en del af livet. Også livet med Gud.
Måske hænger udfordringen sammen med, at vi danskere generelt ikke er gode til at dele troens op- og nedture med hinanden. Da Katie Sowers kom til Danmark fra USA, oplevede hun bl.a, at de kristnes andagter og vidnesbyrd var meget mere teoretiske, end hun var vant til.
Alt dette og mere til kan du læse om i dette impuls.
Ny app og nye priser
Cirka en tredjedel af vores abonnenter bruger også den digitale adgang til impuls. Enten via impulsonline.dk eller med impuls- appen på mobil eller tablet. Fra i dag er den digitale adgang forbedret med en ny app, som gør det lettere at læse artiklerne, giver mulighed for at høre dem oplæst og desuden at søge i artiklerne på tværs af mange numre. Den nye app gør det nødvendigt for alle abonnenter at oprette sig som ny bruger. Læs mere om dette på side 41. Her forklarer jeg også, hvorfor vi nu skal til at betale moms af abonnementsindtægterne.