»Nogle af os forstår måske nok ting, så længe de forklares os med ord – men de bevæger og ryster os først, når de vises os.«
Sådan skriver Leif Andersen i kronikken, hvor han forklarer, hvorfor og hvordan han oplever, at Gud taler gennem billedkunsten. Både den smukke og den grimme. Billeder rører ham ofte stærkere end ord.
Noget tilsvarende gælder for filmkunsten. Her bliver vi også bevæget og rystet, når vi lukkes ind i mere eller mindre autentiske fortællinger, som udfordrer, opmuntrer eller forarger os.
Kunsten er et spejl af tiden
Christian Thomsen foretrækker de film, der sætter ham på arbejde med at finde ud af, hvad filmen vil ham. For alle film har et budskab. Særligt interessant er det, når en karakter eller en situation minder ham om Jesus eller siger noget godt og sandt om Gud.
Kunsten spejler den kultur og den tid, vi er en del af. Og når nysgerrigheden omkring den kultur, som omgiver os, er vigtig, så hænger det sammen med, at evigheden allerede er begyndt og sætter livet ind i et større åndeligt perspektiv. Som Niels Nymann Eriksen skriver, så er evigheden ikke blot noget ude i fremtiden, men et liv, vi er kaldet til at leve allerede her og nu.
Vi kan med andre ord sige, at hvis vi vil lede andre mennesker til Jesus, så må vi også leve og vandre sammen med dem. Det indebærer at forholde os til den kultur, som vi er fælles om. Ikke af verden, men dog i verden.
Tiden og evigheden overlapper hinanden
For 100-årige Magna Jacobsen var det netop vandringen sammen med kristne venner og kolleger, der førte hende ind i det kristne fællesskab og til tro på Gud.
Det kristne liv er et sted, hvor tiden og evigheden overlapper hinanden. Her kan vi med troen på Gud frimodigt lade os bevæge og ryste. Ikke kun for underholdningens skyld, men også fordi vi søger sandheden og stadig er på vej.
God søndag.
