Se din næste

Måden, vi møder hinanden på, er ofte langt mere betydningsfuld og sætter meget dybere spor, end vi umiddelbart forestiller os.

I en tid med voksende mistrivsel og usikkerhed blandt unge trives mobning og bagtalelse angiveligt ekstra godt. Ifølge sundhed.dk er mobning i hvert fald den enkeltfaktor, som har størst betydning for skolemæssig mistrivsel. Sandsynligvis fordi mobning ofte handler om at forsvare sin plads i gruppens hierarki, altså at styrke sin egen position på bekostning af andres. Dermed er det også sagt, at mobning er en adfærd, som vi alle sammen meget let og ofte umærkeligt kan blive en del af. Fordi det ligger så dybt i os alle at fremme vores egen position, at vi overser den skade, vi til gengæld kan komme til at gøre for andre.

Offer for mobning

Bo Berentsen fortæller, at han ville være sergent, fordi han var vred. Som offer for mange års mobning var han dybt såret og havde et stort behov for at kunne sætte folk på plads, og i dette tilfælde at gøre livet surt for de menige. Men så langt kom han ikke. I stedet mødte han Jesus og løftet om, at himmeriget gives til de fattige og mislykkede. Det løste ham fra hans fortid og hans vrede og ændrede hans liv. Men sårene er der stadig.

Måden, vi møder hinanden på, er ofte langt mere betydningsfuld og sætter meget dybere spor, end vi umiddelbart forestiller os. Netop på det felt har vi kristne et unikt forbillede i Jesus Kristus, som behandlede mennesker omkring sig helt uselvisk og uden hensyn til sin egen status.

Syn for andre

I lignelsen om det store festmåltid fortæller Jesus om værten, der efter afvisningen fra de først indbudte ser stort på alle sociale konventioner og byder alle ind lige fra gaden. Ifølge Anders Bjerregaard viser det, at Jesus er mere interesseret i at udvise kærlighed til nogle, der har brug for det, og som ikke kan give noget igen. Her er ingen position, der skal hævdes.

Også i prædiketeksten om den rige mand og Lazarus møder vi budskabet om at være en sand næste for hinanden i stedet for at svælge i sine egne privilegier. Om at have syn for andre end sig selv.

Med dette impuls følger IM’s årbog, som giver dig et overblik over bevægelsens aktuelle arbejde.

God søndag og god læsning.

Læs impuls nr. 11


Seneste forord
Annoncer