Det er blevet en del af vores identitet som konservative, bibeltroende kristne, at vi er i mindretal. Nogle steder kan vi samles mange, men de fleste steder er vi få. Også selvom vi tæller alle de Jesus-troende kristne med.
Det kan godt gøre nogle modløse. Men for det første har Jesus også selv været fristet til at opgive sin mission. Og for det andet er det ikke i antallet og medgangen, vi skal hente vores frimodighed, men i at vi med Jesus altid står på håbets og sejrens side. Niels Jørn Fogh peger på tre stærke opmuntringer til at stå fast og kæmpe videre.
I søndagstankerne fremhæver Henrik Jarman Topsøe også, at vi kristne trods modstand og mindretal har god grund til at bevare frimodigheden. Af den enkle grund, at Helligånden er med os. Vi er kaldede til at være tro mod Kristus og hans ord, ikke til at præstere fremgang og succes. Det kan vi overlade til Helligånden.
Lovsangen flytter fokus
For mange kristne er lovsangen med til at opmuntre og give frimodighed. I lovsangen flytter vi nemlig fokus væk fra os selv og hen til Gud, som vi tilbeder og hylder.
Gud møder os egentlig ikke i lovsangen. Han møder os i Jesus og gennem Bibelen. Men lovsangen er ikke desto mindre et mødested, fordi vi her rækker ud til Gud og udtrykker vores tro og tillid til ham. Vi gør det i fællesskab med hinanden og med både krop og sjæl. Det kan være så stærk en kraft, at det for nogle ligefrem er blevet vejen til Gud. Det blev det for eksempel for Amalie Bindslev.
Vær gode ambassadører
I Danmark har vi gennem mange generationer været vant til, at den kristne kirke har været flertallets religion og har været særligt støttet af staten. Om det er en fordel for den bibelske Jesus-tro og den kristne mission kan man bestemt diskutere. Men med en kirkeminister, som ikke blander sig i kirkens teologi, men har fokus på kirkens rummelighed og på hensyn til mindretallene, er det en ordning, som på mange måder er opmuntrende for troens folk.
Kirkeminister Louise Schack Elholm gør dog klart, at den politiske forståelse og støtte forudsætter, at for eksempel Indre Mission er gode til at forklare, hvorfor vi tror og gør, som vi gør. At missionsfolket er gode ambassadører for troen, ikke mindst når vi er i mindretal. Den opfordring finder vi også i Bibelen.
God søndag.